Debatgenren skræmmer seerne væk

TV2 forsøgte at tiltrække seere ved at bruge populære værter som Cecilie Beck og Jes Dorph-Petersen under valget 2011. Alligevel blev seerne væk.

DR og TV2 reklamerede i dagene op til en valgdebat ved brug populære værter og underholdende klip af heftigt diskuterende politikere. Én gang gik TV2 så vidt, at de brugte cheerleaders, festmusik og lyshow for at gøre seerne opmærksomme på, at valgdebatter er meget mere end jakkesætsklædte politikere. Alligevel undgik seerne konsekvent valgdebatterne.


400.000 seere zappede væk fra valgdebatten

Et eksempel på den konsekvente zappen-udenom-tendens ses i seertallene for valgdebatten ”Kampen om din stemme”, der blev sendt på TV2 d. 1. september 2011. Her zappede knap 400.000 seere væk fra TV2 præcis kl 20.01, hvor debatten skulle begynde.

Samme seerprofil til alle valgdebatter

Selvom ”Kampen om din stemme” var markedsført som et underholdningsshow, viste seerprofilen sig at være nøjagtig den samme som til andre tv-debatter, der er kendetegnet ved :

  • Lige fordeling af mandlige og kvindelige seere.
  • Seerne er primært over 50 år. Meget få seere mellem 18 og 29 år.
  • Seerne har primært en mellemlang- eller lang uddannelse. De få seere med kortere uddannelser foretrækker TV2.
  • Valgdebatterneerne ses oftest alene, i mindre grad parvis og stort set aldrig i grupper.

I og med underholdningsshowet ”Kampen om din stemme” har den præcis samme seerprofil som eksempelvis ”Debatten” på DR2, må det betyde, at seernes genreorientering har stor betydning for deres programvalg. Således vil alt, der har en antydning af debatgenre, skræmme en stor del af de danske seere væk. Derfor bør TV2 droppe idéen om at lave valgdebatter til underholdningsshow. I stedet burde de koncentrere sig om at lave valgdebatter med essens til de seere, der rent faktisk gerne vil se debatterne!

Skrevet af Julie Daugaard

Statistik fra Gallup TNS

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *