Valget 2011 blev et underholdningsshow

I endnu et desperat forsøg på at tiltrække de unge seere, forsøgte TV2 sig med cheerleaders, lysshow og Jes Dorph-Petersen som lokkemad, da de 1. september 2011 sendte debatprogrammet ”Kampen om din stemme”. Lokkemaden blev dog hurtigt forvandlet til forsødet Cult Shaker.

”Kan man få bortamputeret sine tæer ambulant på TV 2’s regning?” spurgte komiker Lasse Rimmer på sin Twitter dagen efter den udskældte tv-debat ”Kampen om din stemme”. TV2-programmet blev revet ind i en mediestorm med kritik af programmets form. Ord som tåkrummende plat, tivolisering og forfladigende blev kastet rundt på diverse online debatfora, hvor en ironisk bruger bl.a. skrev:

”Det var bare ZUPER! Kan vi ikke også få noget, hvor de skal danse? Og hvor de fede politikere som ham dersens Larz LøkKe zkal tabe zig? eller hvor de får en make-over af nogle lækre modeller og sårn som Uffe Buckhard og Tim Lyngvild?? Jesus f**ckin christ!.”

Kommentaren skal ikke kun ses som en kritik af den useriøse tv-valgdebat, men er også en implicit beskrivelse af konceptets benyttelse af elementer fra underholdningsgenren, som hidtil ikke er set i lignende omfang i danske valgdebatter.

Mindre debat, mere drama

I de sædvanlige debatprogrammer er retorikken bærende for at skabe en fremdrift i programmet. Det er diskussionen med de uenige parter, der skaber spænding og giver programmet relevans. Imidlertid synes denne væsentlige faktor for debatgenren undermineret i programmet ”Kampen om din stemme”. De deltagende politikere bliver konsekvent afbrudt af vært Jes Dorph-Petersen, der tvinger politikerne til at svare kort og præcis. Det fjerner al mulighed for retorisk fremdrift.

Begrænsningen af diskussioner kan undre seeren i og med, der er tale om et debatprogram. Forklaringen må findes i, at TV2 forsøger at appellere til en målgruppe, der normalt ikke interesserer sig for politiske debatter, heriblandt de unge førstegangsvælgere. I et forsøg på ikke at udelukke de mindre velinformerede seere, fjerner TV2 simpelthen essensen af et debatprogram: debatten. Dette erstattes af en lang række underholdende elementer, som skaber en dramatisk fremdrift frem for en retorisk.

Opbygning som et underholdningsprogram

Ser vi nærmere på dramaturgien i ”Kampen om din stemme” er det iøjefaldende, at programmet netop at bygget op som modellen for underholdningshybrider. Programmet består af én spændingsopbyggende kurve mod klimaks; hvem vinder debatten? Kurven suppleres med fire ’spillerunder’ (temaplot), der hver afsluttes med pointscore, reviews og lange indstillinger med et hujende publikum.

Det såkaldte valgdebatprogram har denne opbygning for igen at imødegå de unge førstegangsvælgere, der genkender opbygningen fra de mange underholdningsprogrammer, der udgør en massiv del af primetime. Inddelingen af temaplots passer godt til zapper-generationen, fordi det gør det mentalt lettere at springe ind og ud af programmet.

Jes Dorph-Petersen som talkshowvært

Værtens rolle er kompleks i det journalistiske debatprogram, idet værten både fungerer som ordstyrer, seernes medoplever og konfronterende drillepind, der gennem sine ”transportspørgsmål” fra den ene debattør til den anden sikrer, at konflikten skærpes. I ”Kampen om din stemme” er det primært de to førstnævnte funktioner, som vært Jes Dorph-Petersen påtager sig. Netop for at nedtone det retoriske, er ”transportspørgsmålene” udeladt. I stedet spiller Jes Dorph-Petersen på at være seernes medoplever gennem øjenkontakt med seerne, dialog med det tilstedeværende publikum samt en pingpong med politikerne. Den selskabelige værtsrolle samt det aktive publikum adskiller sig fra det gennemsnitlige, politiske debatprogram og bevæger sig mere over mod talkshowgenren. Her ville en Clement Kjærsgaard have gjort underværker for at skabe den politiske debat, som jeg tændte fjernsynet for at se.

 

Reality sniger sig ind over alt

Introen i ”Kampen om din stemme” varer 8 minutter og 25 sekunder, hvilket er mere end tre gange så lang tid som andre debatprogrammer. Introen adskiller sig videre ved en tidskrævende præsentation af de medvirkende, en begrænset forklaring af regelsæt samt en manglende præsentation af værten.

Igen forsøger TV2 i introen at imødekomme unge ved en markant hurtig klipperytme på 1,4 sekunder/indstilling, samt et stort brug af nærbilleder. Det skaber en forventning hos seerne om nærvær og tempo, som kendes fra underholdningsshows og realityprogrammer, som eksempelvis ”Fristet – hvor langt vil du gå?”. Introen er således et hysterisk forsøg på at give de unge noget, som de kender.

 

Scenografi fra gameshows

Rummet udgøres af en symmetrisk indrettet scenografi, bestående af en ’boksering’ i midten, med publikum placeret som til en cirkusforestilling omgivet af lys og røg. En scenografi, som (sjovt nok) kendetegner den populære ungdomsgenre; gameshowet.

 

Politikerne bliver håndboldspillere

Helt åbenlyst er omgivelserne en håndboldhal. Men også kameraindstillingerne er taget direkte fra transmissioner af håndboldkampe. De seks basis indstillinger, der benyttes af TV2 Sporten er de præcis samme, som bruges i ”Kampen om din stemme” – der også er produceret af samme team.

1. Totalbillede, der fungerer som ramme for spillet. Herunder A) Loftkamera, der giver overblik over spillet.

B) reviews, som afspilles, når der er stilstand i spillet.. Debatten kommer til at fremstå som én lang perlerække af angreb, scoringer og succesrige personer.

2. Halvtotalbillede, der giver en fornemmelse af det psykologiske spil.

3. Halvnærbillede, der viser spillernes mimik.

4. Tilskuerbilleder, der giver seerne en følelse af at sidde på første række.

5. Halvtotalbillede af trænerbænken/værtspulten, der dirigerer spillet

6. En glidende bevægelse af halvnærbillede af trænerbænken/værtspulten til halvtotalbillede af banen.

 

Manglende spilleregler skaber forvirring

Scenografien fra gameshowet og kameraindstillingerne fra sportsspillet skaber en forventning hos seerne om, at Jes Dorph-Petersen definerer nogle spilleregler. I sportens verden er reglerne jo netop; ”uden regler – intet spil”. Her må seeren imidlertid væbne sig med tålmodighed, idet der går hele 38 minutter før de sidste spilleregler afsløres for såvel politikerne som seerne. Dette skaber en enorm irritation, idet seeren alt for sent kommer til at forstå ”spillet”. Desuden kan de manglende regler skabe frustration hos de seere, der bruger reglerne som hjælp til indlevelse og identifikation.

Endvidere er det et irritationsmoment, at vært Jes Dorph-Petersen ikke tager spilkonceptet seriøst. Adskillelige gange glemmer han reglerne, og lader en politiker gå over tid, mens en anden får lov at tale ud. Det skaber en mistillid til værten.

Politikerne får point for deres præstation undervejs, hvilket kunne skabe en spænding, som når Lise Rønne afslører, hvem der går videre i X Factor. Desværre har Jes Doprh-Petersen ikke helt samme forståelse for at få seerne helt frem i sæderne. Han glemmer helt enkelt at afsløre stillingen før den vises grafisk på skærmen.

 

Information holdback som pirrende element

Seere, der ikke bekymrer sig om konkurrence, kan derimod føle sig pirret af, at de ikke kender alle regler. Denne vidensmangel kendes fra reality. Seere og deltagere ved, at der er indbygget tidsfrister og prøvelser, men ved ikke, hvori de består. I realityprogrammer som f.eks. Paradise Hotel tales om, at deltagerne ’spiller spillet’, men spørgsmålet er; hvad går spillet ud på? Dette betegnes ‘information holdback’, hvilket skaber en usikkerhed hos seeren om det videre forløb, og på den måde fungerer som en dramaturgisk fremdrift. Tanken om at appellere til de unge gennem genkendende realityelementer er dybt problematisk, fordi elementerne kolliderer med de rigide regler fra spillets verden.

For mange genreblandinger skaber for mange genrebrud

”Kampen om din stemme” er nyskabende i sin form, hvor en række underholdningsgenrer blandes med det formål at appellere til unge. På trods af det nyskabende vurderer jeg, at programmet ikke rammer den intenderede målgruppe, idet blandingen medfører en række genrebrud, som får seeren til at afvise programmets præmis. Seere, der interesserer sig for det politiske indhold, irriteres af de mange showelementer som lys, røg, shufflemusik og hujende tilskuere. Modsat vil de seere, der fascineres af showet, ikke se programmet, fordi de stadig finder indholdet kedeligt. Det er derfor naivt af TV2 at tro, at de kan få unge til at interessere sig for politik ved at omdanne en valgdebat til et underholdningsshow og kalde det ”Vild med valg”.

Skrevet af Julie Daugaard Pedersen, stud.medievidenskab

 

Seertal:

80% af seerne til “Kampen om din stemme” faldt fra undervejs:

 
Litteratur:
Bruun, H. (2004). Talkshowet. In Daytime talkshows i Danmark (pp. 28-65). Aarhus: Modtryk
Frandsen, K. (1995). Dansk Sportsjournalistik. Fra sport til publikum. Ph.d. afhandling i Medievidenskab december 1995
Frandsen, K. (2009). Tv-underholdning. In Kolstrup, S., Agger, G., Jauert, P. & Schrøder, K. (eds.), Medie- og kommunikationsleksikon(pp. 537-539). Frederiksberg: Samfundslitteratur
Frandsen, K. (2010). Tv-sport. Spil og socialitet. In Bruun, H. & Frandsen, K. (eds.), Underholdende tv (pp. 89-120). Aarhus N: Aarhus universitetsforlag
Larsen, P.H. (2007). De levende billeders dramaturgi bind 2 TV. København: DR
Nielsen, B.H. (1999). Tv-serier i langt format. Om tv-seriens fortællestruktur og funktion i nutidens tv-billede. In Wiingaard, J. (ed.), Medier og æstetik – medietoeriens historie og analysepraksis (pp. 103-161). København: Forlag Multivers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *